At leve med ADHD, eller at elske en der gør, kan ofte føles overvældende og uforudsigeligt. Men med den rette viden og opdateret information kan der skabes en dybere forståelse, som kan belyse udfordringerne og give klarhed over den bedste vej frem for både den enkelte og deres nærmeste.
I 2022 introducerede WHO en ny version af deres klassifikationssystem, ICD-11, som erstatter ICD-10, der har været i brug i over to årtier. Denne opdatering bringer en række fornyelser til, hvordan ADHD forstås og klassificeres. Forståelse og anerkendelse er nøglen til at føle sig set og hørt, og disse ændringer er et skridt i den rigtige retning.
En af de mest markante ændringer er alderskriteriet for diagnosen. Mens ICD-10 krævede, at symptomerne skulle være til stede før en alder af 7 år, er dette i ICD-11 ændret til 12 år. Dette tager højde for, at nogle individer måske først oplever symptomer senere i deres liv. Det er en anerkendelse af, at ADHD kan manifestere sig forskelligt for hver enkelt person.
ICD-11 introducerer også tre specifikke beskrivelser af ADHD:
- ADHD med overvejende uopmærksomhed. Dette dækker over symptomer som let distraktion, glemsomhed og vanskeligheder med at organisere opgaver.
- ADHD med overvejende hyperaktivitet-impulsivitet. Her fokuseres der på symptomer som uro, impulsiv adfærd og en manglende evne til at sidde stille.
- ADHD – kombineret type. Dette er en blanding af de to tidligere nævnte typer og dækker over en bred vifte af symptomer fra begge kategorier.
Derudover skifter ICD-11 fokus fra at tælle specifikke symptomer til at vurdere en persons samlede funktionsevne. Dette giver en mere holistisk forståelse af lidelsen, idet hver persons oplevelse med ADHD er unik.
Endelig er ADHD nu kategoriseret som en “neurodevelopmental disorder”. Dette skridt er taget for at reducere stigmatisering og for at anerkende, at symptomerne kan variere betydeligt mellem individer.
Læs mere her: https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/adhd
Neurobiologien bag ADHD
ADHD er en kompleks tilstand, hvis årsager og virkninger stadig er genstand for forskning. Selvom den nøjagtige årsag til ADHD stadig undersøges, har forskning hjulpet med at afklare nogle af de neurale faktorer, der er involveret:
- Hjernestruktur: Moderne billedteknikker som MRI har hjulpet forskere med at opdage, at visse hjerneregioner, som præfrontal cortex, der spiller en vigtig rolle i beslutningstagning, impuls kontrol og opmærksomhed, kan være forskelligt udviklet hos personer med ADHD. Dette understreger hvordan en unik hjernestruktur kan bidrage til de rige og varierede måder, hvorpå vi oplever verden
- Neurotransmittere: Disse er kemikalier i hjernen, der hjælper med at overføre signaler mellem neuroner. Forskning har vist, at der kan være en ubalance i neurotransmittere som dopamin og noradrenalin hos personer med ADHD, hvilket kan påvirke opmærksomhed og impulsivitet.
- Genetik: Det er observeret, at ADHD ofte kan forekomme i familier, hvilket antyder en genetisk forbindelse. Selvom der ikke er identificeret et enkelt “ADHD-gen”, er der flere gener, der kan påvirke risikoen for at udvikle tilstanden.
EEG og Alder
EEG (elektroencefalografi) giver os en vindue ind i hjernens elektriske aktivitet og hjælper med at afdække hvordan neurale netværk udvikler sig hos mennesker fra barndommen til voksenlivet. De fire primære bølgetyper – delta, theta, alpha, og beta – repræsenterer forskellige tilstande af cerebral aktivitet og udvikler sig markant med alderen hos raske individer.
1. Delta bølger (0.5 – 4 Hz):
– Fremherskende hos spædbørn og små børn under dyb søvn.
– Antallet og intensiteten af delta bølger falder gradvist med alderen, hvilket indikerer en normal modning af hjernen.
2. Theta bølger (4 – 8 Hz):
– Også almindelige hos yngre børn.
– Theta-aktiviteten falder med alderen, men forbliver til stede i visse kognitive og meditative tilstande hos voksne.
3. Alpha bølger (8 – 13 Hz):
– Begynder at fremtræde omkring skolealderen og fortsætter med at styrkes ind i voksenalderen.
– Alpha-aktiviteten er ofte forbundet med en rolig og afslappet vågen tilstand, og dens konsistens kan være et tegn på en sund hjerneudvikling.
4. Beta bølger (13 – 30 Hz):
– Bliver mere fremtrædende i den sene barndom og fortsætter ind i voksenalderen.
– Beta-aktiviteten er relateret til vågen tilstand, opmærksomhed og kognitiv behandling.
Gennemgående for disse bølger er en overgang fra mere langsomme bølgefrekvenser (delta og theta) i tidlig barndom til hurtigere bølgefrekvenser (alpha og beta) i senere barndom og voksenalderen, hvilket afspejler den normale modning og udvikling af neural netværksaktivitet.
EEG og ADHD
EEG (elektroencefalografi) har været en væsentlig metode til at forstå den neurale aktivitet forbundet med ADHD, både under hvile samt under løsningen af forskellige kognitive opgaver der, f.eks. vurderer arbejdshukommelsen, evnen til at hæmme og stoppe impulsive reaktioner m.v. Generalt er de væsentlige observationer i forskningslitteraturen med hensyn til ADHD og EEG-aktivitet i hvile:
1. Øget Delta/Theta Aktivitet:
– Individer med ADHD har ofte øget aktivitet i delta (0.5 – 4 Hz) og theta (4 – 8 Hz) frekvensbåndene sammenlignet med sunde kontroller. Denne øgede langsomme bølgeaktivitet tolkes ofte som et tegn på forsinket neural modning eller neurale netværker der fungerer anderledes.
2. Reduceret Alfa/Beta Aktivitet:
– Generelt rapporteres reduceret aktivitet i alfa (8 – 13 Hz) og beta (13 – 30 Hz) frekvensbåndene hos individer med ADHD. Dette fald i hurtigere bølgeaktivitet kan være forbundet med forstyrrelser i opmærksomhed og øget impulsivitet/hyperaktivitet.
3. Theta/Beta Ratio (TBR):
– Theta/Beta Ratio (TBR) er blevet foreslået som en potentiel biomarkør for ADHD. En forhøjet TBR er ofte observeret hos individer med ADHD, hvilket indikerer en ubalance mellem langsom og hurtig bølgeaktivitet, som kan påvirke opmærksomhedsprocesser.
4. Subgrupper af ADHD:
– Clark’s studier har identificeret en særlig subgruppe af børn med ADHD, omkring 15%, der viser øget beta-aktivitet i pandelapperne. Denne subgruppe er mere tilbøjelig til at have en diagnose af den kombinerede type ADHD og er mere almindelig hos drenge end piger. Adfærdsmæssigt er børnene ofte mere humørsyge, tilbøjelige til voldsomme temperamentsudbrud m.v.
5. Individuelle Variabilitet:
– Den betydelige individuelle variabilitet i EEG-mønstre blandt individer med ADHD, som fremhævet i Clark’s studier, understøtter den varierede neural og adfærdsmæssige sammensætning associeret med ADHD. Dette indikerer behovet for mere personaliserede diagnosticerings- og behandlingsstrategier, der kan adressere den underliggende neurale diversitet og tilbyde mere målrettede interventioner.
Disse fund fra EEG-studier er centrale for at forstå de neurale mekanismer, der ligger til grund for ADHD, og for at udvikle mere effektive og individualiserede behandlingsstrategier. Ved at undersøge, hvordan EEG-aktivitet varierer mellem ADHD og sunde kontroller, samt mellem subgrupper inden for ADHD, gives en dybere indblik i den forskelligartede neurale karakter ved denne lidelse.